, Hamistolen

Frederik Dahl

Fotograf Webdesigner Kørestolsbruger 90'er barn Midtjyde

Jeg er en ung mand, født i efteråret 1994, på Herning Sygehus. Jeg har hele mit liv boet i en lille by – Ikast – lige midt i Jyllands hjerte!

Jeg er født med en sygdom ved navn Rygmarvsbrok, hvilket gør, jeg den dag i dag sidder i kørestol.

Det ser jeg dog ikke som en ulempe! Tværtimod har jeg altid været god til at bruge mit handicap, og den livserfaring det hat bragt med sig, konstruktivt.

, Hamistolen

Anderledes Fakta omkring mig

, Hamistolen

Jeg bader tit med sokker på, fordi jeg
glemmer at tage dem af, fordi jeg ikke kan mærke mine fødder

Jeg elsker at tage pis på mig selv og mit handicap

Jeg har kunne gå med gangstativ, men det sled mine knæ op.

Jeg er blevet opereret over 40 gange, men har aldrig prøvet at brække noget. ​

Spørgsmål du
måske sidder med

“Da jeg så dit firmanavn første gang, troede jeg det var finsk eller måske endda russisk! Og jeg vidste slet ikke hvordan man skulle udtale dét! Men det hele gav jo mening da man så så dig første gang!”

Den har jeg godt nok hørt en del gange! Især fra før jeg fik mig et logo. Derefter har det givet noget mere mening for de fleste. Alligevel vil jeg i dette indlæg fortælle historien bag mit firmanavn.

HAMISTOLEN. Eller HAM-I-STOLEN.

Er det stadig ikke helt gået op for dig, så er jeg kørestolsbruger, altså “ham der sidder i stolen” – “ham i stolen”. Og det er lige netop fra den sætning navnet stammer.

For hvordan udpeger man én i mængden til en anden, som ikke ved hvem man er? Man finder nogle særlige kendetegn. Derfor blev det ret hurtigt, når nogen skulle pege mig ud, så blev jeg til: “Det er ham derovre i stolen. Ham i kørestolen!” 

Så da jeg fik interesse for fotografering og senere hen skulle have mig et firmanavn, så den faktisk lige til højre-hjulet. Jeg ville gerne have noget unikt og noget som beskrev mig. Det må man sige at “Ham i stolen” gør. Men det klingede ikke rigtig.

Det var egentlig ved en tilfældighed, hvor jeg havde lidt problemer med min mellemrumstast en dag, det gik op for mig, at “HAMISTOLEN” egentlig kunne noget. Og vupti! Så var HAMISTOLEN født!

Tilbage i 2013 kørte det hele som det skulle!

Jeg var i gang med en STX-uddannelse og ved siden af dyrkede jeg min store passion, kørestolsbasketball, hvor jeg foruden klubholdet spillede med på både U- og A-landsholdet, trods min lave alder.

Men så ramlede det for alvor! En morgen vågnede jeg op med den strammeste hovedpine og kvalme. Vi snakker tømmermænd x 1000. Men ikke nok med dét, så var jeg også blevet skeløjet.

Hvad pokker var nu det? Jeg forsøgte mig med forskellige former for behandlinger i ugen efter. Alt sammen uden at det hjalp det fjerneste.

Så slog det mig! Mon det er min ventil – den slange der dræner vand fra hovedet og ned i kroppen – som er i stykker?

Ganske rigtigt! Jeg blev indlagt, og efter to operationer var alt i skønneste orden igen, troede jeg…

Lige som jeg var begyndt på kampen for at vende tilbage til basketbanen, ramte næste ting – og denne gang var det for virkelig alvor!

Jeg troede det startede med influenza. I så fald en af de rigtig slemme, for jeg kunne INTET andet, end ligge og have ondt af mig selv. Og jeg fik det værre og værre!

Jeg havde godt nok lagt mærke til, at jeg havde fået noget på min venstre balle. En bule, som også gjorde jeg sad lidt skævt, når jeg sad op. Men som den unge mand jeg var den gang, var tanken narturligvis:

“Hvad der kommer selv, går sikkert også selv…”

Det gjorde det ikke! Og en lørdag aften blev det så slemt at vi ringede efter vagtlægen, som kom og kiggede på mig. Hun sendte mig direkte på sygehuset!

Her viste det sig at jeg havde fået, dét de startede med at kalde en byld, på min venstre balle, og den var fyldt med betændelse. Den betændelse skulle ud hurtigst muligt, så samme aften / nat røg jeg under kniven.

Herefter røg jeg på en meget voldsom antibiotika-kur, til at slå det sidste betændelse ned. Det lykkedes – i hvert fald for en stund!

Det efterfølgende år, boede jeg næsten lige så meget på sygehuset, end hjemme hos mig selv.

Afdelingen jeg blev tilknyttet kunne nemlig ikke få styr på det, og mit sår ville ikke hele, og jeg fik hele tiden nyt betændelse i kroppen. Betændelse som skulle fjernes ved operationer.

Hvis ikke jeg var indlagt når mit baskethold spillede, ville jeg rigtig gerne med ud og se deres kampe. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at jeg ikke bare kunne sidde og kigge på – det var simpelthen for hårdt, når man så gerne selv ville spille!

På det her tidspunkt havde jeg så godt som aldrig haft et kamera i hånden. En dag jeg var ude og se Dunkers spille, blev jeg spurgt om jeg ikke kunne tage nogle billeder af deres kampe, med min fars kamera. Det ville jeg rigtig gerne! Så følte jeg også jeg bidrog til holdet.

Og herefter var jeg bare bidt! Der gik faktisk ikke mere end en måned til halvanden før jeg havde mit eget kamera.

Efter godt halvanden års hård kamp med tryksår – som blandt andet bød på en 4,5 måneds periode, hvor jeg lå permanent i sengen – blev jeg raskmeldt og kunne begyndt min kamp tilbage igen. Jeg kunne intet på det her tidspunkt!

Og det skulle også vise sig at min indstilling var ændret med tiden. Basket betyder ikke alt mere – som tidligere – nu vil jeg lige så gerne tage billeder.

De kommende år tog jeg billeder af ALT hvad jeg kunne komme i nærheden! Og så havde jeg selvfølgelig altid mit kamera med når basketholdet spillede – for spillede jeg ikke selv, kunne jeg altid tage billeder.

Samtidig blev jeg hurtigt knyttet til den lokale volleyball-klub, hvor mine to søstre spillede og min far var træner for flere hold. Her begyndt jeg at tage billeder af forskellige kampe. Den dag i dag er jeg fast hus-fotograf og presseansvarlig i klubben.

Flere og flere fik med tiden øjnene op for mine billeder, og jeg fik af vide jeg var god. Samtidig med det var interessen ikke blev mindre – jeg fik tværtimod mere og mere lyst til at udfordre den hobby, og det med bedre og bedre udstyr.

Og inden jeg fik set mig om, var Hamistolen en realitet! Og i dag er det ikke blot en hobby, men også den ting jeg håber jeg kan leve af resten af mine dage.

Jeg har et meget afslappet forhold til det. Jeg har jo ikke prøvet andet, eftersom det er medført. 

Jeg prøver at få det bedste ud af det og det sker som regel med humor. Og gerne en meget sort en af slagsen. 

Man kommer bare længst med humor – også den meget sorte af slagsen!

Og livet er bare ikke altid en dans på roser. Men det bliver aldrig bedre af at sætte sig ned og græde snot over det. Så hellere tage lidt pis på det hele, og få det bedste ud af det…

Så har du noget du gerne vil vide, skal du aldrig være bange for at spørge.