Manden bag Hamistolen

_MG_2775-3

De hurtige fakta

Navn: Frederik Dahl
Fødselsdag: 9. september 1994
Bosiddende: Ikast, Danmark
Telefon: 51 96 46 55
Email: frederik@hamistolen.dk

Min historie kort

Jeg er en positiv, løsningsorienteret ung  mand, født i 1994. Jeg har min daglige gøren og laden i en lille by, i hjertet af Jylland, ved navn Ikast.

Ved at vælge Hamistolen, får du en person, som via sin position i kørestol garanterer, at der ses på tingene fra et andet, mere jordnært perspektiv. Samtidig er jeg, via mit liv som kørestolsbruger vant til at skulle tænke kreativt for at kunne løse opgaver, der for andre virker helt simpel.

Hamistolen har fokus på, at processen fra idé til færdigt produkt skal være så simpel som muligt, med så få personer indblandet som muligt. Hos Hamistolen snakker du med den samme person hele vejen i gennem.

Indslag fra TV Midt/VestMine værdierGrundlæggendeSports-interesseSygdoms-historieHamistolen bliver født!

— Jeg gør en dyd ud af —

Mine Værdier
Smilende
Positiv
Omstillingsparat
Iderig
Opsøgende
Lyttende

Kunderne er enige!

Hvem er jeg?

Jeg er en ung mand, født i efteråret 1994, på Herning Sygehus. Jeg har hele mit liv boet i en lille by – Ikast – lige midt i Jyllands hjerte!

Jeg er født med en sygdom ved navn Rygmarvsbrok, hvilket gør, jeg den dag i dag sidder i kørestol.

Det ser jeg dog ikke som en ulempe! Tværtimod har jeg altid været god til at bruge mit handicap, og den livserfaring det hat bragt med sig, konstruktivt.

Sports-interesseret

Jeg er indbegrebet af en vaskeægte sportsnørd! Jeg er tosset med sport! Jeg er født ind i en sportsfamilie, hvor både min mor og far har spillet volleyball.

Selv dyrker jeg kørestolsbasketball, hvor jeg spiller for Viborg Dunkers.

Sammen med dette fantastiske hold, har jeg været med til at vinde danmarksmesterskabet 10 gange i løbet af de seneste 11 sæsoner.

Når jeg ikke selv dyrker sport eller arbejder, er jeg helt vild med at se sport. Her er det primært fodbold, håndbold eller volleyball jeg ser.

Det er primært de lokale hold FC Midtjylland, Herning – Ikast Håndbold og Ikast KFUM Volleyball jeg hepper fuldt op omkring.

Viborg Dunkers

Startede for alvor med skade

Tilbage i 2013 kørte det hele som det skulle!

Jeg var i gang med en STX-uddannelse og ved siden af dyrkede jeg min store passion, kørestolsbasketball, hvor jeg foruden klubholdet spillede med på både U- og A-landsholdet, trods min lave alder.

Men så ramlede det for alvor! En morgen vågnede jeg op med den strammeste hovedpine og kvalme. Vi snakker tømmermænd x 1000. Men ikke nok med dét, så var jeg også blevet skeløjet.

Hvad pokker var nu det? Jeg forsøgte mig med forskellige former for behandlinger i ugen efter. Alt sammen uden at det hjalp det fjerneste.

Så slog det mig! Mon det er min ventil – den slange der dræner vand fra hovedet og ned i kroppen – som er i stykker?

Ganske rigtigt! Jeg blev indlagt, og efter to operationer var alt i skønneste orden igen, troede jeg…

Lige som jeg var begyndt på kampen for at vende tilbage til basketbanen, ramte næste ting – og denne gang var det for virkelig alvor!

Jeg troede det startede med influenza. I så fald en af de rigtig slemme, for jeg kunne INTET andet, end ligge og have ondt af mig selv. Og jeg fik det værre og værre!

Jeg havde godt nok lagt mærke til, at jeg havde fået noget på min venstre balle. En bule, som også gjorde jeg sad lidt skævt, når jeg sad op. Men som den unge mand jeg var den gang, var tanken narturligvis:

“Hvad der kommer selv, går sikkert også selv…”

Det gjorde det ikke! Og en lørdag aften blev det så slemt at vi ringede efter vagtlægen, som kom og kiggede på mig. Hun sendte mig direkte på sygehuset!

Her viste det sig at jeg havde fået, dét de startede med at kalde en byld, på min venstre balle, og den var fyldt med betændelse. Den betændelse skulle ud hurtigst muligt, så samme aften / nat røg jeg under kniven.

Herefter røg jeg på en meget voldsom antibiotika-kur, til at slå det sidste betændelse ned. Det lykkedes – i hvert fald for en stund!

Det efterfølgende år, boede jeg næsten lige så meget på sygehuset, end hjemme hos mig selv.

Afdelingen jeg blev tilknyttet kunne nemlig ikke få styr på det, og mit sår ville ikke hele, og jeg fik hele tiden nyt betændelse i kroppen. Betændelse som skulle fjernes ved operationer.

Hvis ikke jeg var indlagt når mit baskethold spillede, ville jeg rigtig gerne med ud og se deres kampe. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at jeg ikke bare kunne sidde og kigge på – det var simpelthen for hårdt, når man så gerne selv ville spille!

På det her tidspunkt havde jeg så godt som aldrig haft et kamera i hånden. En dag jeg var ude og se Dunkers spille, blev jeg spurgt om jeg ikke kunne tage nogle billeder af deres kampe, med min fars kamera. Det ville jeg rigtig gerne! Så følte jeg også jeg bidrog til holdet.

Og herefter var jeg bare bidt! Der gik faktisk ikke mere end en måned til halvanden før jeg havde mit eget kamera.

Efter godt halvanden års hård kamp med tryksår – som blandt andet bød på en 4,5 måneds periode, hvor jeg lå permanent i sengen – blev jeg raskmeldt og kunne begyndt min kamp tilbage igen. Jeg kunne intet på det her tidspunkt!

Og det skulle også vise sig at min indstilling var ændret med tiden. Basket betyder ikke alt mere – som tidligere – nu vil jeg lige så gerne tage billeder.

Hamistolen blev født

De kommende år tog jeg billeder af ALT hvad jeg kunne komme i nærheden! Og så havde jeg selvfølgelig altid mit kamera med når basketholdet spillede – for spillede jeg ikke selv, kunne jeg altid tage billeder.

Samtidig blev jeg hurtigt knyttet til den lokale volleyball-klub, hvor mine to søstre spillede og min far var træner for flere hold. Her begyndt jeg at tage billeder af forskellige kampe. Den dag i dag er jeg fast hus-fotograf og presseansvarlig i klubben.

Flere og flere fik med tiden øjnene op for mine billeder, og jeg fik af vide jeg var god. Samtidig med det var interessen ikke blev mindre – jeg fik tværtimod mere og mere lyst til at udfordre den hobby, og det med bedre og bedre udstyr.

Og inden jeg fik set mig om, var Hamistolen en realitet! Og i dag er det ikke blot en hobby, men også den ting jeg håber jeg kan leve af resten af mine dage.

— mere du vil vide? —

Så kontakt mig endelig!

Send message

FacebookInstagram