cropped-HIS

Frederik Dahl

Ejer, Hamistolen

Blå Bog

_MG_2775-3

De hurtige fakta

Navn: Frederik Dahl
Fødselsdag: 9. september 1994
Bosiddende: Ikast, Danmark
Telefon: 51 96 46 55
Email: frederik@hamistolen.dk

Den lidt længere

Hejsa!

Jeg er en glad, positivt indstillet ung mand, født i 1994. Jeg har min daglige gøren og laden i en lille by, i hjertet af Jylland, ved navn Ikast.

Min interesse for fotografering startede i 2014, hvor jeg måtte sætte min anden store interesse – kørestolsbasket – på stand-by.

I takt med fotografering tog mere og mere af min tid, er jeg samtidig blevet mere interesseret for web design, samt andet grafisk materiale.

Den Fulde Historie

Om Frederik Dahl

I bund og grund, er jeg bare en ung mand i kørestol, som røg ind i denne verden ved et tilfælde, grundet knapt så sjove omstændigheder. I dag er jeg glad for, det gik som det gjorde!

Meget sportsinteresseret!

Jeg er indbegrebet af en vaske ægte sportsnørd! Jeg er tosset med sport! Det gælder i bund og grund alle sportsgrene, men selvfølgelig har jeg nogle favoritter.

Selv dyrker jeg kørestolsbasketball, hvor jeg spiller for Viborg Dunkers. Sammen med dette fantastiske hold, har jeg været med til at vinde danmarksmesterskabet 10 gange i løbet af de seneste 11 sæsoner.

Når jeg ikke selv dyrker sport eller arbejder, er jeg helt vild med at se sport. Her er det primært fodbold, håndbold eller volleyball jeg ser. Det er primært de lokale hold FC Midtjylland, Herning – Ikast Håndbold og Ikast KFUM Volleyball jeg hepper fuldt op omkring.

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget!

Var det ikke for kørestolsbasketball, var det heller ikke sikkert jeg havde fundet min interesse indenfor fotografering og web-design. Det hele opstod nemlig grundet en langvarrig skade.

Her ville jeg finde en måde og hjælpe holdet, udenfor banen, når jeg nu var ukampdygtig inde på banen.

Løsningen blev hurtigt, at jeg begyndte at tage billeder, når holdet spillede, og sidenhen udviklede det sig til at jeg blev en slags “kommunikations-chef”, der udover tog billeder også oprettede/styrede holdets sociale medier og hjemmeside.

... Og så den samlede historie

Og hvor skal vi så starte? Måske fra starten?

Jeg hedder Frederik Dahl, er født i efteråret 1994, på Herning Sygehus. Da jeg blev født, fandt læger, sygeplejersker, og ikke mindst mine forældre ud af, at jeg ikke var helt som alle andre.

Jeg havde noget der stak ud på min ryg. En slags pose. Det viste sig at være et brok. Jeg var blevet født med en sygdom kaldet Rygmarvsbrok.

Som man også kan læse på linket betyder dét, at jeg har nogle ben som ikke rigtig virker som de skal. Derfor sidder jeg også i kørestol, den dag i dag. De første 10-11 år af livet forsøgte jeg mig dog med gangstativ og diverse former for skinner.

Det fungerede egentlig også meget godt, men selvom jeg gik med skinner, for at have en så “korrekt” gang som muligt, sled jeg mine knæ op i løbet af de år.

Det betyder, at især mit højre knæ er ødelagt, hvilket i bund og grund også er grunden til jeg i dag er fuldtids kørestolsbruger. En beslutning jeg ikke har fortrudt ét enkelt sekund.

Mit handicap gør også, at jeg har et ret godt kendskab til det danske sundhedsvæsen. Jeg er blevet opereret et utal af gange. Jeg stoppede med at tælle omkring narkose-tur nr. 30. I dag ligger vi i hvert fald over de 40 gange. Operationer som er fordelt over stort set hele kroppen. Fra fødder, flere gange i mine knæ, ryggen og også flere gange i hovedet / hjernen.

Hjerne operationerne skyldes ikke, at lægerne var i tvivl om, om der var noget deroppe. Faktisk tvært-i-mod. Jeg har faktisk papir på at jeg har en hjerne, som virker normalt – stik den!

Operationerne i hovedet, er endnu en “ulempe” ved Rygmarvsbrok. Mange med denne sygdom, har nemlig ikke den funktion, som dræner hjernevæske fra hovedet og ned i kroppen. Derfor har jeg fået indopereret en lille slange, som kan gøre det for mig.

Det handler om indstilling!

Jeg har nogle fantastiske forældre, som gennem hele livet, har gjort meget ud af at mit handicap ikke har skulle begrænse mig fra at gøre mine interesser. En indstilling, jeg har forsøgt at bringe med mig videre, lige siden.

Selvfølgelig har jeg mødt modgang – også i form af mit handicap! Selvfølgelig er livet surt nogen gange! Men bliver livet mindre surt, ved at finde det mørkeste hjørne, man kan sætte sig over og surmule i?

Ikke hvis du spørger mig! Faktisk tvært i mod!

Det kan godt være den “normale / klassiske” måde at gøre tingene på, ikke kan lade sig gøre. Men hvorfor skal tingene også gøres på den måde? Det vigtigste er vel at nå i mål?

Det er da meget federe at finde sine egne måder at løse en problemstilling på, end at bruge tid og ressourcer på at sidde og brokke sig over, at det ikke kan lade sig gøre.

Jeg vil faktisk mene, at jeg nogen gange kommer frem til vedre løsninger, ved at skulle have kæmpet og tænkt lidt mere over tingene.

Det ligger derfor dybt i mig, at være løsningsorienteret og ikke at give op.

Sport der endte med langvarig skade

Som skrevet længere oppe, er intet så skidt, at det ikke er godt for noget! Jeg havnede nemlig i denne foto-grafiske verden, ved et mindre tilfælde.

Tilbage i 2013 kørte det hele som det skulle! Jeg var i gang med en STX-uddannelse og ved siden af dyrkede jeg min store passion, kørestolsbasketball, hvor jeg spillede, ligesom den dag i dag, for Viborg Dunkers. Et hold der har vundet danmarksmesterskabet 10 gange ud af de seneste 11 år.

Men så begyndte det at køre skævt…

Jeg begyndte at få mindre og mindre overskud, begyndte at føle mig mere og mere utilpas – i starten uden at tænke over det. Det gjorde jeg fik det svære og svære i skolen, og jeg måtte til sidst droppe ud.

Og så ramlede det for alvor! En morgen vågnede jeg op med den strammeste hovedpine og kvalme. Vi snakker tømmermænd x 1000. Men ikke nok med dét, så var jeg også blevet skeløjet.

Hvad pokker var nu det? Jeg forsøgte mig med forskellige former for behandlinger i ugen efter. Alt sammen uden at det hjalp det fjerneste.

Så slog det mig! Mon det er min ventil – den slange der dræner vand fra hovedet og ned i kroppen – som er i stykker?

Jeg kontaktede den afdeling, jeg er tilknyttet i Aarhus, hvor jeg fik en akut-tid samme dag. Her blev mine tanker bekræftet, og jeg blev opereret akut samme aften.

Da jeg vågnede efter operationen var trykket i hovedet tydeligt lettet. Men det varede kort. Stille og roligt kom trykket retur, og en lille uges tid efter var jeg retur på sygehuset, hvor de konstaterede at slangen lå forkert oppe i hjernen, og jeg skulle dermed under kniven igen.

Nu ramte næste udfordring. Jeg havde fået feber, og havde dermed betændelse i kroppen, og så vil de ikke opererer!

Der gik en uge før mine betændelsestal var nede i et niveau hvor de ville opererer. En operation, der var vellykket og ventilen har fungeret som den skulle siden.

Det sluttede desværre ikke her…

Fordi det trods alt var hjernen de havde været oppe og rode i, i flere omgange, skulle jeg holde mig i ro de næste måneder, og så stille og roligt trappe op. Noget jeg mere overholdt, sådan da.

For lysten til at vende tilbage til basketbane var stor, så jeg gjorde alt det jeg måtte, og måske også lidt over grænsen en gang i mellem, så jeg var helt klar når jeg fik helt grønt lys.

Det grønne lys blev givet, og jeg startede op for fuld skrald igen! Det kunne kroppen så ikke klare, og jeg blev igen bænket udenfor banen – denne gang med mit livs skade. En skade der har ændret den måde jeg lever på i dag, og som helt sikkert også har været med til at ændre mig til den person jeg er i dag.

Jeg troede det startede med influenza. I såfald en af de rigtig slemme, for jeg kunne INTET, andet end ligge og have ondt af mig selv. Og jeg fik det værre og værre!

Jeg havde godt nok lagt mærke til, at jeg havde fået noget på min venstre balle. En bule, som også gjorde jeg sad lidt skævt, når jeg sad op. Men som den unge mand jeg var den gang, var tanken narturligvis:

“Hvad der kommer selv, går sikkert også selv…”

Det gjorde det ikke! Og en lørdag aften blev det så slemt at vi ringede efter vagtlægen, som kom og kiggede på mig. Hun sendte mig direkte på syghuset!

Her viste det sigm at jeg havde fået, dét de startede med at kalde en byld, på min ventre balle, og den var fyldt med betændelse. Den betændelse skulle ud hurtigst muligt, så samme aften / nat røg jeg under kniven.

Herefter røg jeg på en meget voldsom antibiotika-kur, til at slå det sidste betændelse ned. Det lykkedes – i hvert fald for en stund!

Det efterfølgende år, boede jeg næsten lige så meget på sygehuset, end hjemme hos mig selv. Afdelingen jeg blev tilknyttet kunne nemlig ikke få styr på det, og mit sår ville ikke hele, og jeg fik hele tiden nyt betændelse i kroppen. Betændelse som skulle fjernes ved operationer.

Det var i den her periode, jeg fandt min kæmpe interesse for fotografering! For mens jeg var skadet med det, som skulle vise sig at være et tryksår, kunne jeg jo ikke spille basketball. Og dermed ikke hjælpe mine holdkammerater. I hvert fald ikke inde på banen. Men hvordan kunne jeg så hjælpe?

Jeg kunne begynde at tage billeder når de spillede. Det ville jeg prøve, så jeg lånte min fars kamera, men fik efter ganske få måneder købt mit eget.

Derudover begyndte jeg at få oprettet klubben på de sociale medier, og til sidst kom der en hjemmeside til. Det var en kæmpe tilfredsstillelse at se, jeg kunne hjælpe holdet på den måde. Samtidig synes jeg, det var super sjovt!

Efter halvanden års kamp, hvor der ikke rigtig var sket noget med såret. Gav de op på den afdeling, og sendte mig videre til nogle specialister i Aarhus – en ting der skulle være sket lang tid før!

Her var planen, at mit sår skulle lukkes, og jeg så skulle gennem en længere genoptræning. Sådan gik det bare ikke.

Lægerne kunne nemlig ikke bare lukke mit sår. Det skyldes at det var MEGET dybere end de regnede med. Faktisk livsfarligt dybt! Da der blev åbnet op og de fik tjekket op på det viste det sig, at jeg havde små gange der gik fra såret på ballen, op i maven, ned i pungen og ned i låret. Og så var gangen ganske få centimeter fra at lave hul på min tarm. Var det sket, havde jeg været i livsfare! En ting der nok var sket ganske få uger efter, hvis ikke jeg var blevet opereret.

Løsningen på at få såret lukket blev, at jeg skulle være sengeliggende indtil. Og vi snakker HELT sengeliggende – 24/7! Det blev til 3,5 måned på langs inden jeg kunne begynde at sidde op i små perioder af gangen igen.

Den hårde genoptræning…

Så skulle der genoptrænes! En ting, som jeg til at starte med, ville være hurtigt og nem, for jeg var jo i okay form da uheldet ramte. Den form fra i mellemtiden blevet til kageform, efter 3,5 måned i sengen.

Samtidig havde jeg i løbet af det her forløb fået respekt for min krop og lært at lytte til den. Derfor var jeg nok også blevet lidt en kylling, når det kom til at presse sig selv. Og så synes jeg jo også at det der fotografering var ret spændende – nok også en smule mere spændende end en time i fitnesscentret.

Derfor er jeg aldrig kommet tilbage til samme niveau på basketball-banen, selvom jeg stadig spiller. Det er heller ikke målet mere. Basketball er i dag blot en ting jeg gør, for at have det sjovt og for at få motion. Jeg har ikke som sådan ambitioner indenfor det længere. Det har jeg til gengæld indenfor fotografering og web-design!

Mine Styrker

Personlige Styrker

  • Holdspiller
  • Fleksibel
  • Kreativ
  • Flittig
  • Pålidelig
  • Ser tingene fra andre vinkler
  • Selvstændig
  • Ansvarlig
  • Sjov
  • Kvalitetsbevidst
  • Realist
  • Nytænkende

Bedrifter

5

ÅR INDFOR
WEB DESIGN OG FOTOGRAFERING

50+

SUCCESFULDE
PROJEKTER

3

VUNDNE
PRISER

Menneskelige Skills

SMIL
IDÉRIG
HUMORISTISK
FOKUSERET

Software Skills

ADOBE LIGHTROOM
ADOBE ILUSTRATOR
WORDPRESS
MICROSOFT WORD

Skal jeg hjælpe dig?

Send message